Tanja trives på PTG

Mit navn er Tanja-Maria og jeg er 19 år gammel. Jeg har skrevet en lille artikel om den tid jeg har været på Tvind i PTG. Klik på billedet for at læse den...

Af Tanja-Maria Madsen, elev på PTG
tanja@ptg.dk

I slutningen af juni måned 2007 var jeg her på Tvind første gang, jeg skulle se om det var et sted for mig. Jeg blev vist rundt og snakket med - normalt når jeg har været på forbesøg på de andre steder jeg har boet har det kun varet op til en time. Jeg var her i ca. 2 timer, det var allerede en af de ting jeg fandt ud af at jeg kunne lide, de tog sig meget god tid selvom de ikke kendte mig, i samtalen var der to elever fra PTG og to lærere Anna Hoas og Benny Jørgensen. De fik stillet deres spørgsmål og jeg fik stillet mine.

Da jeg skulle køre hjem igen fulgte Anna os til bilen. Jeg husker hun sagde til mig ”vi håber at høre fra dig og ha dig her i PTG”. Jeg sagde med det samme: jeg flytter ind! To timer på Tvind og jeg ville flytte ind. Det gjorde jeg så d. 4/7-2007.

En ting jeg rigtigt godt kunne lide var at alle elever og lærere var så imødekommende som mennesker nu kan være, lærerne kommer og går ikke bare hver dag, de bor her! Det er et stort område, det er ligesom en landsby. Mange huse og mange mennesker. Der er altid nogen at være sammen med, Tvind er som en stor familie. Fx her i PTG huset er der plads til 25 elever. Vi gør ting i fællesskab laver både de sjove ting sammen og de ting som er knap så sjove.

En ting jeg var meget skeptisk over for var at på Tvind rejser man meget, og jeg var 100% sikker på jeg aldrig skulle forlade DK igen, og det sagde jeg også at det ville jeg bare ikke! Jeg havde rejst lidt før hen. Polen og Holland. I oktober måned tog jeg alligevel med et lille blandet hold fra Tvind til Mallorca. Vi var 6 personer af sted i ti dage med minibus. Der skete mange ting, jeg lærte mange ting, jeg var bange for på vej der over troede jeg at turen med færgen ville blive min død!  - og det er mildt sagt! ;)

Jeg havde et dilemma: jeg var bange for højder, bange for skibe og bange for vand så længe jeg ikke kunne gå på bunden… Jeg skælvede så de til sidst måtte give mig en sovepille. Men: jeg lærte så meget under turen! I starten af hjemturen var det det samme cirkus ombord på færgen, men det endte med at jeg sad helt ude ved kanten og kiggede udover og ned i vandet og faktisk kunne lide det! Yes!

Dagen efter jeg kom hjem fra Mallorca kom der to lærere og ville snakke med mig. Jeg tænkte staks ''hvad har jeg nu lavet?'' Jeg har dummet mig tit så jeg blev lidt småbekymret for hvad det var de ville snakke med mig om.

De begyndte og snakke og lige pludselig stopper jeg halvvejs med at lytte jeg høre kun ord som ”Afrika”, ”du skal med”, ”pakke”, ”udstyr”, ”vi rejser om en uge”, ”af sted i en måned”, ”FLYVE!”…

Jeg gik helt i PANIK gentog tingene højt og slog hoved ind i væggen og sagde: ”MIG??!?” Afrika? En måned af sted? Nej, det dur ikke! Nej, nej, nej!!! Afrika, det KAN jeg bare ikke, kæmpedyr, edderkopper, slanger, og jeg bandede helt vildt! Så blev jeg sur og gik ind på mit værelse og hørte højt musik. Så gik der en halv time, så gik jeg ind på kontoret og sagde ”Okay, jeg …. skal … hmmm… til…. a-a-a-Afrika!”

Dagene før vi tog af sted var jeg helt nede. Jeg var deprimeret og græd meget fordi jeg var mega bange. Vi kom af sted efter en del problemer (ikke kun med mig!), men vi kom derned. Turen til Malawi ændrede mig rigtigt meget! Jeg fik lov til at hjælpe børn dernede. Jeg fik lov til at lære, ikke bare bag et bord og en bog – nej, vi var selv med til det hele og var en del af det, mødte mange mennesker!

Jeg lærte rigtigt mange ting om Afrika og mig selv, ting som jeg aldrig ville ha' tænkt på før! Jeg kom af sted, og jeg kom hjem.  I starten ville jeg ikke indrømme det, men det var en oplevelse for livet og jeg ville ikke bytte den oplevelse væk for noget! Når man får chancen så skal man gøre det, jeg er frisk igen næste år, jeg er stadig MEGET bange for edderkopperne. Men dem kan jeg godt leve med en måned mere for at få lov til at komme ned og hjælpe til igen! :) Jeg ville ikke rejse, men det vil jeg nu!

Tvind / PTG har hjulpet mig rigtigt meget, jeg har taget mange stoffer i mit liv, men det har de fået mig ud af. De siger ''Tvind Vs. Hash'': Vi gi’r aldrig op, vi smider ikke nogen ud, vi hjælper dem! Det er rigtigt! Det er nu fire måneder at jeg har været stoffri! Jeg vil fortsætte med at være det for jeg kan se at alt er bedre og sjovere uden stoffer, og jeg har fået rigtige venner! Jeg er glad for at de hjalp mig og at jeg nu er ude af det! :)

Der er mange andre ting jeg også har lært på Tvind. Nogle eksempler: sammenhold, fællesskab, venner… På Tvind er det ikke delt op, her er det ikke kun elever der er venner, det er også lærere og elever der er venner!

Jeg havde nogen personlige ønsker jeg har haft i mange år: at lære at læse en bog. I hele mit liv havde jeg gennemført en bog, men nu er jeg en lille læsehest, er nu ved min 4. bog siden rejserne begyndte. Jeg har lært at binde mine snørebånd. Jeg har aldrig fulgt et skoleprogram nogen steder, heller ikke her.  Jeg har prøvet mange forskellige ugeskemaer som jeg endda selv var med til at lave, men først nu er der fundet et jeg kan lide—og det er Skov og Park.

Jeg er psykisk skrøbelig men har lært at leve med det, jeg mærker det meget sjældent nu, nu tænker jeg ikke hele tiden over det, for jeg har min egen ”lille familie”. Her på Tvind har jeg mit eget værelse, det er hjemligt, og det er mit hjem og jeg er stolt af det, der er mig og mine room mate... ”Jeg er ikke kommet som gæst jeg er kommet som fast inventar” :)