Ny uddannelse: PædagogassistentDen to-årige Pædagogassistentuddannelse starter til august 2010. Uddannelsen er praktikbaseret, og indeholder bl.a. fagene pædagogik, psykologi og samfundsfag. Se mere her... PÆDAGOGASSISTENTUDDANNELSEN er et to-årigt forløb på Ungdomshøjskolen PTG - for dig som vil arbejde med mennesker
Ungdomshøjskolen PTG tilbyder et toårigt forløb der tager sigte på at forberede unge til et arbejde med mennesker, fortrinsvis børn og unge, men også voksne med særlige behov.
PRAKTIK: ET GRUNDPRINCIP Grundprincippet for pædagogassistentuddannelsen på PTG er at den er praktisk i sit udgangspunkt. Det vil sige: man starter med praktik. Der er praktikstillinger på Tvind, og der er praktikstillinger i lokalområdet, fx i den lokale børnehave.
I begyndelsen af skoleåret udarbejdes en udviklings- og uddannelsesplan for dig. Her beskrives faglige mål, specialiseringsmål og særlige personlige mål.
SPECIALISERING ER ET ANDET GRUNDPRINCIP Uddannelsen er lidt speciel fordi du starter med specialisering — dvs. i din praktik arbejder du typisk med noget som du er god til i forvejen. Den praksis du får opbygget understøttes efterhånden den teori du også skal lære.
Udgangspunktet for uddannelsen er således det smalle: du starter med sit speciale (det område du er god til) + de fag der er de mest praktiske og som kan bruges som værktøjer til at udføre specialet.
Efter det første år er der så mere overskud og mod til at brede sig ud. Så kan du lære noget mere generelt på det teoretiske plan, og udvide eller uddybe sit praktiske virkefelt og tage et større ansvar.
LÆRERE Pædagogassistentholdet har deres egen lærer, som samarbejder med dig om din individuelle plan og de forskellige uddannelseselementer. Læreren hjælper også med at løse personlige og sociale spørgsmål, holder kurser, holder møder med dig og dit praktiksted osv.
På dit praktiksted har du en praktiklærer som vejleder dig omkring de opgaver du har.
ØKONOMI Du skal selv betale for kost og logi. Nogle elever tager uddannelsen som en del af en plan aftalt med jobcenteret / socialforvaltningen og får kontanthjælp.
Andre har mulighed for at komme i lønnet praktik, hvor de tjener et beløb som svarer til SU.
UDDANNELSENS STRUKTUR Uddannelsen tager udgangspunkt i det praktiske virkefelt, men der er følgende struktur for andre aktiviteter:
1. Møde med praktiklæreren (på dit praktiksted) en gang om ugen, sammen med din holdlærer. Her drøftes planer/problemer/løsninger i forhold til praktikken.
2. Møde med holdet og holdlæreren ½ dag om ugen til fællesmøde + kursus som holdlæreren forbereder.
3. En programweekend om måneden. Hele holdet og holdlæreren mødes. Her foregår praktiske projekter, kurser, møder, kulturelle aktiviteter som holdet selv planlægger.
Typisk vil du være i praktik mandag, tirsdag og onsdag. Her har du også praktikmøder. Du vil have kursus og fællesmøde med holdet torsdag formiddag. Resten af torsdagen er du sammen med PTG. Fredag formiddag har du mulighed for at studere på egen hånd, eller løse opgaver sammen med de andre på holdet.
En weekend om måneden er der studieweekend med pædagogmedhjælperholdet, to weekender har du mulighed for lønnet praktikarbejde, og en weekend er friweekend.
FAGRÆKKEN
- Praktik
- Ydmyge Aktiviteter
- Management
- Kommunikation
- Pædagogik
- Psykologi
- Samfundsfag
- Specialisering
FAGENES INDHOLD
Specialisering er individuelt tilrettelagte forløb, projekter, områder som den studerende praktiserer. Eksempler på specialer: ”best buddy” for en enkelt ung/voksen, sports– og udendørsaktivitetsmedhjælper, studierejseplanlægger, sundhed og omsorgsassistent, kunst og kultur assistent. Ydmyge Aktiviteter er en praktisk uddannelse til at få hænderne op af lommen, det handler om respekt for værdierne, øje for detaljerne, vilje til at yde det der skal til for at stilen er i top inde og ude, ude og hjemme. Management er en teoretisk bearbejdelse af den praktik de studerende står midt i: udarbejdelse af ugeplaner, evaluering af mål, budgetlægning, afregning, skrive logbog, lave notater til rapporter mm. Der er også kurser såsom: ”Skolens/opholdsstedets juridiske grundlag”, ”´Lovgivning på børn og unge området”, ”Tavshedspligt og underretningspligt — hvad siger loven?”, ”Brug af logbogssystemer” og ”Medicinhåndtering”.
Kommunikation En kursusrække hvor bestemte emner drøftes efter lærerens oplæg, fx ”Hvad er en aftale?”, ”Hvordan håndterer du en uoverensstemmelse med dine kollager”, ”Kommandoveje og kompetencer”, ”At give og modtage konstruktiv kritik”, ”At sige hvad man gør og gøre hvad man siger”, ”Girafsprog og andre kommunikationsformer”, ”Hvordan taler man med elever, forældre, samarbejdspartnere og kolleger.”, ”Kropssprog og anden non-verbal kommunikation”.
Samfundsfag Kurser og undersøgelser om en række emner de studerende selv definerer, fx. ”Velfærdsstaten på godt og ondt”, ”Integration og rummelighed i det danske samfund”, ”Marginalisering og polarisering”, ”Socialpolitik”, ”Hvad er fattigdom?”.
Pædagogik En kursusrække hvor bestemte emner drøftes efter lærerens oplæg, fx ”Hvad er læring?”, ”Hvad er undervisning?”, ”Menneskesyn”, ”Integration og rummelighed”, ”Differentiering i teori og praksis”, ”De store pædagoger i gennem historien”, ”Pædagogiske retninger”, ”Studierejsen som pædagogisk metode”.
Særlig kursusrække i KRAP metoden: Kognitiv, Ressourcefokuseret, Anerkendende Pædagogik.
Psykologi En kursusrække hvor bestemte emner drøftes efter lærerens oplæg, fx. ”Psykologiske retninger: Adfærdspsykologi, psykoanalyse, humanistisk psykologi og handlingspsykologi”, ”Menneskets udvikling”, ”Neuropsykologi”, ”Menneskehedens og hjernens udvikling”, ”Diagnoser og behandling: ADHD, Tourette Syndrom, FAS, autisme, Aspergers syndrom, incestofre, tilknytningsvanskeligheder…”, ”Misbrug og afhængighed”, ”Hvordan håndterer man stress og depressioner”, ”Konflikthåndtering”.
OVERSIGT OVER UDDANNELSEN
1. semester: Specialisering 1. del, Ydmyge Aktiviteter, Management, Kommunikation. Deleksamen i Specialisering i december.
2. semester: Specialisering 2. del, Ydmyge Aktiviteter, Management, Kommunikation, Pædagogik, Psykologi. Afsluttende eksamen i Specialisering 2. del, Ydmyge Aktiviteter, Management i juni måned.
3. semester: Specialisering 3. del, Kommunikation, Pædagogik, Psykologi, Samfundsfag. Deleksamen i Specialisering i december.
4. semester: Specialisering 4. og sidste del, Kommunikation, Pædagogik, Psykologi, Samfundsfag. Afsluttende eksamen i alle fag i juni måned.
|