Det inkluderende miljø: Om integration som pædagogisk principVi understreger endnu en gang: PTG er fuld integration af alle parter i et meget spændende og særegent udviklingsmiljø. Her er plads til næsten alle.Miljøet på Tvind er præget af internationalisme. Her er unge og voksne studerende på Det Nødvendige Seminarium fra Danmark, Skandinavien og fra andre lande i Den Europæiske Union. Sproget veksler mellem engelsk, tysk og dansk.
Miljøet er præget af engagement. Det er unge og voksne studerende interesserede i aktuelle emner - politik, madlavning, udvikling, hygge, forskning, sport og alt det, som optager os. Unge og voksne, der er optaget af forandringens glæde.
Miljøet er præget af brud på normer og almindeligheder. Det er unge og voksne studerende, der som tilbehør til deres egenudvikling og uddannelse har oplevet et behov for at bryde de kendte rammer og møde nye udfordringer. De vil hellere lære geografi, samfundsfag, religion, notatteknik og pædagogiske principper i en bus tværs over Asien fra Danmark til Indien som led i deres uddannelse til at blive skolelærer end at sidde ved pulten og terpe de selv samme ting.
Miljøet er præget af andre unge og voksne, der af den ene eller anden grund ikke har ønsket eller kunnet følge undervisning i almindelig kendte undervisningstilbud. På PTG tager fagene samfundsfag, religion, geografi, biologi og engelsk f.eks. deres udgangspunkt i fantastiske oplevelser i Det Sydlige Afrika på rejse i bushen og på ulandshjælpeopgaver mellem mennesker, der lider af AIDS. Her er det ingen hindring, at man på trods af mange års ihærdig træning fortsat ikke har lært at sidde stille på den dertil indrettede.
Miljøet er præget af, at det er tilladt at være utilpasset. At det er tilladt at falde igennem for så at prøve igen og igen. At det ikke er forbudt at fejle, for der er stadig et utal af muligheder.
Man kan anskue denne integration på mange måder. På rent dansk kunne man sige, at der er nogle, der holder røven oppe på de andre. Begge parter lærer meget ved lejligheden. Man giver plads til hinanden. Oplever hinandens gode og mindre gode sider. Miljøet befordrer, at man kan åbne sig op, sige sine meninger, blive taget alvorlig. Der bliver stillet krav, og alt er ikke lutter overbærenhed. Der bliver stillet krav om at yde. Integrationen er ikke et forstadium til fremtidig revalidering, men et ihærdigt forsøg på - fra pædagogernes side at opbygge det positive bomiljø, der tilgodeser den enkeltes vanskeligheder til en fornuftig og relevant personlig udvikling.
PTG adskiller sig således på væsentlige områder fra almindeligt kendte uddannelsestilbud såsom højskoletilbud.
PTG er i særdeleshed en social foranstaltning, der muliggør de unges deltagelse i et læringsmiljø. |