Der er langt til horisonten i Botswana. Landet er meget fladt, og træerne ikke ret høje. Vi er i Kalahariørkenens hjemland. Kæmpestore skyer tårner sig op til den ene side, til den anden side kan man se nogle bjerge, langt ude i det fjerne. Jorden mellem de små træer er rød. Det er meget smukt. I sær nu, når solen er på vej ned. Æsler og geder spankulerer rundt her og der.

Vi sidder i bussen på vej til Bobonong, ”vores” landsby, ikke så langt fra grænsen til Zimbabwe. Bussen er som sædvanlig totalt fyldt op med mennesker der er på vej fra arbejde, eller måske på vej hjem fra markedet. Lige inden vi når Bobonong dukker de så op. Hundredevis af små telte, der gemmer sig i mellem træerne, hulter til bulter. Vi har set dem før, men har ikke tænkt videre over dem. Det er nogle mærkelige lave telte, nærmest kun et tag af presenning på fire ben. De fleste af dem ser ret nye ud. Og så det underlige: Der er ingen mennesker at se nogen steder. ”Hvad er det der?” spørger vi Flora, når vi kører forbi teltene. ”Hvad bruges alle de telte til?”

”Det er kirkegården” svarer hun. ”De døde skal have tag over hovedet”.

Over halvdelen af befolkningen i Botswana er smittede med HIV. Det er svært at tro. De mennesker vi møder overalt ser meget normale ud. Vi tager os selv i at tænke ”Halvdelen af dem der går her på gaden har HIV…” Vi ser os om, prøver at få øje på dem. Man kan ikke se hvem der er hvem. ”Mon det nu passer?” tænker vi. Det er ufatteligt.

I Bobonong arbejder 7 TCM field officerer. De snakker med folk, spiller teater og synger for at få folk til at forstå hvad AIDS er og hvordan de beskytter sig mod det. De deler kondomer ud, går til begravelser og besøger skoler. Der er uendeligt meget arbejde der skal gøres. De kender til alle de forældreløse børn der bor rundt omkring hos tanter og onkler, eller måske hos en gammel bedstemor. De kender alle dem der allerede er syge og som ligger og venter. De kender de unge drenge der sidder under et træ og drikker majsøl dagen lang i mangel på andet at tage sig til.

TCM folkene har brug for et sted hvor de kan invitere folk indenfor. De vil gerne organisere det sådan, at de forældreløse børn kan komme og få et sundt gratis måltid mad hver dag. De vil gerne sørge for, at dem der er HIV positive kan få proteinrig mad sådan at de kan modstå sygdommen bedre. De vil gerne kunne lave aftenskole for de gravide kvinder. De vil gerne lave en dramaklub for de unge, og så videre. Der er brug for et mødested for TCM aktiviteter.

De får en idé: Hvad med at lave en Soya Restaurant? Så kan de servere mad for dem der har brug for det. Så har de et mødested hvor de kan invitere folk indenfor. Kommunen er med på idéen. De giver TCM et lille to-værelses hus med en have rundt om, som de får lov til at bruge til formålet. Huset har ikke været brugt i lang tid og haven er overgroet med ukrudt.

Det er her vi kommer ind – os fra PTG. Vi bruger to uger af vores studierejse til at sætte huset i stand, sammen med de 7 fra TCM: Vi graver have og anlægger bede til grønsagsdyrkning. Vi maler huset ”Botswana Blue” både udvendig og indvendig. Vi skurer og skrubber. Vi bygger to stråtagshytter hvor man kan sidde og spise sin mad i skyggen.

Det er et godt projekt og hele landsbyen kommer forbi for at se på hvordan arbejdet skrider frem. Vi bliver præsenteret for den lokale høvding. Vi snakker med politichefen, skoleledere, lærere, damerne fra helseklinikken, naboerne og landsbyens ældste. Og masser af børn. Efterhånden ved alle i landsbyen hvorfor en flok hvide unge mennesker går rundt med maling i håret og støvet tøj midt i Bobonong. De har hørt om det: TCM Soya Restaurant. Alle børnene kender vores navne. ”Dumela Maria!” ”Dumela Nikolaj!” ”Dumela Anna!” råber de når vi går forbi. Vi hilser pænt tilbage: ”Dumela, dumela…” Vi føler os velkomne og er glade for at kunne bidrage en lille smule til kampen mod AIDS.

Cirka 50 gårde (plots) udgør en "ward", og har en "headman" som leder. Det en ældre mand eller kvinde der har styr på "sine" folk på de 50 plots. De ved hvornår der er problemer, hvem der flytter til, hvem der går bort. Det er headmandens opgave at løse konflikter og give råd. Det er en meget udmærket måde at organisere folk på.

Ellers er der ikke meget de unge har at tage sig til, og det er også en af årsagerne til HIV/AIDS problemet er så stort. Det bliver mørkt kl. 18.00 og der er ikke noget elektricitet...