HF Geografi: Regnbuenationen

Flere links...

Eksempler på Afrikaopgaver fra vores HF Database:

Regnbuenationen - fremtidens land?

Opgaven er at komme med et bud på hvilken fremtid Sydafrika går i møde. Politisk er der ingen vej tilbage - selv nationalistpartiet fordømmer i dag apartheid. ANC har skiftet ledelse. AIDS, fattigdom, kriminalitet og dårlig økonomi står på den politiske dagsorden. Kan Sydafrika overleve disse kriser?

Introduktion
Fra artiklen "En stribe indtryk om racisme fra multietniske Durban i Sydafrika" af Ulla Abildtrup, MS Southern Africa, Sub-Region (Durban, 4.9.01)

Over 12.000 delegerede fra henved 194 lande og et væld af ikke-statslige organisationer har været samlet i Sydafrikas mest multietniske by, Durban, i den sidste uge af august for at drøfte måder at imødegå racisme, race-relateret diskrimination og fremmedhad.

Sydafrika har været symbolet for racisme på FNs to tidligere konferencer om racisme i 1978 og 1983. Derfor ligger der også stor symbolisme i, at FNs tredje verdenskonference finder sted i Sydafrika, syv år efter apartheid-styrets fald.

Sydafrika fremstiller sig ofte som "Regnbuenationen". Landet, der har formået at vælte et racistisk styre og etablere et samfund, hvor alle lever fredeligt sammen. Et oplagt valg for en racismekonference set på afstand. I Sydafrika kan situationen dog opleves anderledes.

- Vi er ikke klar til sådan en konference. Måske om 10 år, men ikke i dag. Mine folk spurgte mig, om konferencen går ud på, om vi skal have genindført apartheid. De forstår ikke, hvad det handler om, sagde en hvid hotelejer.

En sikkerhedsvagt udenfor NGOernes mødested, Kingsmead Cricket Ground, sagde til det amerikanske Menneskerettigheds Dokumentations Center:
- Mange tror, racismen er død. De tror, det kun handler om racisme mellem sorte og hvide. Her i Sydafrika er vi imidlertid ekstremt racistiske over for vore brødre fra andre dele af Afrika, sagde sikkerhedsvagten.

En amerikansk rap-sanger fik at føle, at racismen også rammer sorte brødre fra andre kontinenter.
- De lokale (afrikanere) ser ned på os. De har set amerikansk fjernsyn og tror, vi er rigere end dem, fordi vi er fra USA. Men vi er ligesom dem. Jeg er Zulu! Mine tårer er ikke anderledes end deres, sagde Jeru The Damaja under sit første besøg i Sydafrika.

En kenyansk delegeret mente, at Sydafrikas befolkning er en af de mest fremmedfjendske i Afrika. Ngugi Chuebe gav apartheidstyret en stor del af skylden:
- Igennem de mange års isolation rejste næsten ingen sydafrikanere udenlands. Særligt den store majoritet af sorte kom ikke udenfor landets grænser på grund af de restriktioner og den mistanke, apartheidstyret rettede imod rejsende. Derfor har størstedelen ikke haft noget at gøre med andre folk, de er uvidende om deres kontinent, og det viser sig i form af fremmedhad over for især indvandrere.

Chuebe syntes ikke, det er en underlig reaktion. De fleste ville have det på samme måde, hvis de havde kæmpet og lidt i årevis og så pludselig skulle dele sejrens frugter med "fremmede", mente han.
- "Vi føler os som jordnøddesmørret og sovsen i sandwichen. De sorte er bøffen, de hvide er brødet."

Shirlee Vasi, leder af en sydafrikansk græsrodsorganisation og af indisk afstamning, sagde, at fremmedhadet ikke blot rammer nye indvandrere:
- Vi er også ofre for slaveri og kolonialisme, men det er der ingen, som tænker på her i landet Vi føler os som jordnøddesmørret og sovsen i sandwichen. De sorte er bøffen, de hvide er brøddet.

Inderne blev under apartheid-styret favoriseret på bekostning af landets sorte befolkning. I dag fyger beskyldningerne i avisernes læserbreve om, at inderne er ved at tilrane sig de hvides jord på bekostning af de sorte. Såret efter de hvide lederes brutale undertrykkelse er langt fra lægt. Som terapi opfordrede en ung afrikansk delegeret sine tilhørere:
- Har du brug for at sige "fuck up" til en hvid mand, så sig "fuck up" til ham!

Apartheid-styrets lange arme rækker både bagud og fremad. En skuffet Joy Moore fra en amerikansk organisation for farvede kvinder sagde under NGO-mødet.
- Apartheidstyret lever jo stadig. Det kan godt være, at sorte er kommet til at stå i første række, men det er stadig de hvide, som trækker i trådene.
- De har haft otte år til at ændre tingene, hvad har de brugt tiden til, spurgte Joy Moore. Det samme spørger store dele af Sydafrikas befolkning den ANC-ledede regering om.

I Durbans gader demonstrerede landløse sorte for at få regeringen til at tage land fra de hvide og give jorden til dem. Demonstranterne håbede, at de med den megen udenlandske fokus på Sydafrika i anledning af racismekonferencen kunne få regeringen i tale.
- I 1929 tog de hvide jorden fra min familie, jeg vil have den tilbage, sagde 63-årige Edward Mabosche Mabasa fra The Northern Province.
- Jeg har betalt for alt, hvad jeg ejer. De bør også betale for det, de vil have, replicerede en hvid forretningsdrivende fra fortovet.

En 28-årig kvinde fra Nothern Cape truede med at jage både regeringen og de hvide farmere fra magten, hvis de ikke bøjer sig. En farvet politibetjent rystede på hovedet af demonstranterne: - Fatter de ikke, at det kommer til at tage lang, lang tid?

Instruks
1. Læs kapitlet "Sydafrika - én nation", s. 38 - 47. ("GeoFocus: Sydafrika - en nation under forvandling" af Christel Sølvhjelm og Sofie Danneskiold-Samsøe, Geografforlaget, 1999)

2. Skriv en sammenfatning af de forskellige befolkningsgruppers synspunkter.

Top