Garden Farming starter op – alle er med!

Lokalproduceret sund og velsmagende mad er en del af vores DNA, og vi gør en dyd ud af at dyrke vores egne grøntsager.

Vi har mange elever, som kommer fra storbyer, og som ikke er vant til at se planter gro, eller kender processen bag fryseboksens ærter og de flåede tomater fra supermarkeders hylder. Det bliver hurtigt ændret, når eleverne flytter ind her! Vi gør rigtig meget pædagogisk for, at eleverne bliver interesseret i, hvor maden kommer fra, og hvordan den bliver lavet. Ved at vise dem sunde alternativer til færdigretter og dåsemajs, viser vi dem tankegangen omkring ”fra jord til bord”, og dermed også glæden ved naturen.

Selv de mest benhårde elever, med en historik der kan skræmme de fleste, bliver bløde i knæene når de ser små spirer komme op af jorden, som de selv har været med til at forså og plante. Pludselig tales der begejstret om planter, særlige dyrkningsmetoder og om hvor mange meter kartofler vi kan lægge på en weekend. Det er dejligt, det er sundt og det er frem for alt et fantastisk pædagogisk stykke arbejde af vores faglærere og pædagoger!

I år har vi sammen med eleverne bestemt, at vi blandt andet skal have kartofler, squash, tomater, rødbeder, jordskokker, bønner, rosenkål, hvidkål, spidskål, salat, spinat, gulerødder, græskar, majs, ærter og løg, samt hindbær, solbær, ribs, æbler og jordbær.

Det gode ved sæsonbestemte grøntsager er, at der næsten altid er noget godt at spise fra haverne. Ved hvert måltid igennem hele sommeren og efteråret, kan der spises afgrøder fra egen produktion.

Der er mange fordele ved at eleverne føler et ejerskab ved produktionen. Når eleverne går tur i langs markerne og i frugtplantagerne, kan de altid fylde hånden med noget at spise og sunde tilvalg bliver en naturlig del af hverdagen—både imens de er her og i fremtiden. Når de får besøg hjemmefra, kan de stolt vise ”deres” marker frem, og fortælle om alt det gode de har været med til. Det giver værdi for både elever og pårørende.

De grøntsager, som ikke bliver spist med det samme, bliver igennem sommeren og efteråret enten frosset ned, eller syltet. Når vi når til februar, er det som regel slut med at spise hjemmedyrkede grøntsager og vi ser frem til mildere og varmere vinde, så vi kan rode i jorden igen.

Lige nu er (næsten) alle mand med i produktionen af grøntsager, og der bliver sået og hakket i jorden som aldrig før. Vi kan allerede nu se de første spæde spirer fra bønner og tomater, og vi glæder os alle til at høste!

Kender du en der har brugt for et botilbud i trygge og gode sociale rammer?

Kontakt os og hør, hvordan vi kan hjælpe dig og dit barn videre.

Dennis Thiesen, Afdelingsleder
Telefon: +45 29 46 63 24
Mail: dennis@ptg.dk